Tips: sådan bliver du en god iværksætter


Hvad er en iværksætter?

Så hvad er en iværksætter? Den mest direkte måde at beskrive en iværksætter, er en person der har sin egen virksomhed. Beskrivelsen dækker dog ikke altid helt, da jeg kender flere, jeg ville beskrive som iværksættere, der ikke har registret sig endnu og vice versa.

En iværksætter er blevet en beskrivelse på en kultur og en ånd, der beskriver de arbejdsomme og de innovative. Politikerne hylder iværksættere, fordi de ved, det er os, der kommer til at skabe fremtidige arbejdspladser og os, der får økonomien til at køre rundt. Det er iværksættere, der står i spidsen for fremdrift og udvikling og er med til at binde lande sammen. Når selvforhøjelsen så har lagt sig, skal det siges det ikke er en dans på roser. Det er en vej, man vælger, fordi man ved, det er det, man vil. Det vender jeg tilbage til senere.

Der findes rigtig mange artikler og meget litteratur, der beskriver, hvad en iværksætter er, og hvilke kvaliteter personen har. Der findes endnu flere artikler om, hvilke vaner man bør have som iværksætter. Det kan være svært at finde rundt i den massive mængde bloggere og bøger om emnet, da alle har forskellige holdninger og tilgange til emnet. Der er mange, der skriver noget fornuftigt, men det er vigtigt at finde sin egen vej. Jeg vil prøve at gøre det klart, hvad de essentielle dele er, og hvordan man kan finde sin egen vej.

Vejen til iværksætteri

Der er mange, der tror, at hvis først man får den rigtige ide, så er det nemt at blive iværksætter. Så bliver man rig i løbet af kort tid og får en stor forretning med en masse ansatte. Der er flere, der er overbeviste om, at ideen er 90% af vejen til virksomheden.

Dette er ikke tilfældet. Jeg plejer at tænke på ideen, som jeg tænker på kroppens bygning til sport. Lad os tage basketball som eksempel. Hvis du er høj, er du ikke 90% af vejen til at blive en god basketball-spiller. Det kan være, du er dybt ukoordineret eller aldrig har rørt en bold før.

Du har en lille fordel i forhold til en, der er lavere, men der skal ikke mange timers træning til, før personen, der er lavere er langt foran. Hvis du lægger timer i, bliver ideen hurtigt mindre vigtig end passionen og vedholdenhed.

Hermed er det fastlagt, at passionen er virkelig vigtig. Det er også det, der skal bærer dig igennem det første lange tid, hvor der ikke er nogen indtjening. Man siger, der går mellem 6 måneder og 2 år uden indtjening. Det afhænger selvfølgelig af virksomhedsform, og hvor meget tid, man vælger at putte i det.

Tid er ikke en undskyldning!

Så er det sat på plads. Der er mange, der siger, de ikke har tiden, og det kan meget vel være, men det er en prioritering. Hvis du virkelig vil, så skal du være villig til at investere din tid – des mere des bedre. Ikke ensbetydende med, at du skal bruge alle dine vågne timer på det, og at du aldrig mere får lov at besøge dine venner eller familie.
Du skal bare vide at mængden af timer hænger direkte sammen med, hvor hurtigt din forretning vokser.
Så er du dybt engageret i flere frivillige organisationer, og er du sammen med venner hver dag, bliver du nødt til at vælge, hvad der er vigtigst for dig.

Du vil finde mange, der siger, at du skal være klar til at arbejde 12 timer i døgnet. Dette er sjældent ment som 12 produktive timer. 12 produktive timer kan du gøre 1 dag, og så er dit hoved kogt. Så hvis du læser dette frygt ikke. 12 timer er tilstedeværelsen omkring projektet.

Jeg synes, det er vigtigere at holde sin krop og hoved i orden for at kunne levere den bedste præstation i stedet for at blive ved at lægge halve timer i. Men det er min personlige vurdering, for som andre har skrevet, er fire halve timer stadig mere end intet.

Hvad skal man kunne?

De vigtigste egenskaber er at brænde for din virksomhed og din ide; dertil kommer en villighed til at lære, hvordan man driver forretning – eller skaffe folk til det, man ikke kan. Der er rigtig mange fora og artikler om stoffet, så det er bare begynde at læse og så lære hen ad vejen.

Derudover er det vigtigt at kende sine faldgruber og slå sig sammen med folk, der kan finde ud af det, man ikke selv gider bruge tiden på.

Skab et netværk

Jo flere folk du kender, jo flere indgange har du til at komme ud på markedet. Det giver dig også flere muligheder for at slå dig sammen med nogen, der måske kan hjælpe med regnskabet eller programmeringen, eller hvor det halter.

Et godt netværk kan skabe rigtig meget inspiration og give nye muligheder, hvor der før var problemer.

Det er uundgåeligt at skulle snakke med mennesker, hvis du vil skabe en virksomhed. Det kan være, det kun er én person, der kan sætte dig i forbindelse med andre eller blive den del af virksomheden, der snakker med kunder.

Hver gang du snakker med nogen, skal du have det i baghovedet, at de kunne være en potentiel partner eller være et givende aktiv for din virksomhed. Netværk, netværk, netværk.

Start

Frem for alt er en rigtig iværksætter, én der ikke bliver ved med at vade rundt på idestadiet, men begynder at realisere. Der er mange, der siger, de har en rigtig god ide, der kunne blive til en stor virksomhed, men hvis ikke de gør noget ved det, ved de det ikke, og så er det tom snak.

Undgå perfektion i starten.

Der er mange, der finpudser deres produkt til det ukendelige, men aldrig lancerer deres produkt. Det er vigtig at gøre det klar, men så komme af sted! Der vil altid være noget at forbedre (ellers er du gået i stå og kan ikke se dine fejl).

Tage disse råd med dig i jagten på din egen vej. Iværksætteri er en oplevelse, hvor det er vigtigt at nyde turen mere, end du gerne vil nå dit mål. Der vil være op- og nedture, og det er vigtigt at erkende på forhånd. Det kan til gengæld give dig muligheden for at være selvstyrende og opleve en anderledes frihed.

Kommentarer

Kommentarer