Retromode.dk: Hellere udgive noget mindre godt, end slet ikke at udgive noget


I oktober 2014 tog jeg mig selv i nakken, og startede mit virke som iværksætter. Via min fætter Nicolai Lønne, der er i hans netværk snakker med en del iværksættere, kom jeg selv i kontakt med to fantastiske fyre fra Mackabler.dk, Jonathan Parisi og Anders Bagnegaard Kristensen. Vi fik lavet den aftale, at jeg skulle komme og virke som deres praktikant i min kommende efterårsferie fra mit studie. Ferie kan man altid holde, og det ville da være dumt, at sige nej til sådan en mulighed.

Kaffe, vin og brainstorming

I løbet af ugen sammen med Jonathan og Anders, blev jeg meget inspireret af deres succes i deres online virksomhed. Faktisk så inspireret, at jeg selv ville i gang, og det kunne kun gå for langsomt. Så allerede på 3. dagen af min praktikperiode, sad vi sammen og brainstormede ideer og produkter til min helt egen virksomhed, fantastisk!

Det endte ud i, at jeg skulle starte min egen webshop, Retromode.dk, hvorpå at jeg skulle starte med at sælge flotte emaljeskilte og metalskilte. Produkter jeg selv personligt synes er fantastiske. Efter at selve ideen var på plads, gik det faktisk rigtig hurtigt. Jonathan og Anders er utrolig dygtige, og de skal have stor tak, for den tid og energi de har lagt i mig og mit projekt. Det skal lige nævnes, at jeg ingen bemærkelsesværdige kompetencer har inden for design af hjemmeside til selve styresystemet bag, så uden dem ville jeg nok ikke, allerede kunne lancere hjemmesiden på dag 5. Mange henviser til WordPress og Shopify som nemme og overskuelige styresystemer.

Hellere udgive noget mindre godt, end slet ikke at udgive noget

Hjemmesiden var selvfølgelig ikke perfekt på dag 5., men hellere ”udgive” noget mindre godt end ingenting – for når først du har ”udgivet” noget, som du ikke er helt tilfreds med, så er det med til at holde dig motiveret og fokuseret på dit mål, nemlig at ”udgive” noget du er tilfreds med. Min forestilling er, at hjemmesider aldrig er perfekt, for der vil hele tiden være mulighed for at optimere indholdet og udseendet. Så hvis du sidder med en offline hjemmeside uden tekst, så få det lagt online, og så lav teksten løbende – og sørg nu for at have undersøgt hvilke ord du skal bruge. Det tager ikke mere end 10 minutter at kigge nogle konkurrenters hjemmesider igennem efter hvilke ord de anvender mange gange, samt lavet nogle undersøgelser med Google’s Keyword Planner.

CMS system

Det formelle med hjemmesiden tog ikke meget mere end en times tid. Jeg valgte den host, jeg mente passede bedst til mig, og så tog det egentlig kun den tid, som det tog mig at taste alle oplysningerne ind. Som cms-system blev det PrestaShop som bl.a. tilbyder et PayPal-betalingsmodul samt en masse forskellige templates/designs som man kan benytte sig af gratis eller købe sig til. Det template/design jeg valgte, krævede selvfølgelig noget redigering, for jeg var ikke helt tilfreds – faktisk langt fra. Der var jeg så heldig, at Anders og Jonathan har nogle utrolige kompetencer inden for kodning, at jeg kunne få det præcist som jeg ville have det, skønt.

Vareprøver

Med hjemmesiden oppe var det tid til at lede efter produkter til shoppen. Efter nogle forhandlinger med forskellige forhandlere, besluttede jeg mig for, at bestille nogle skilte hjem.

Da skiltene var blevet leveret, gik jeg straks i gang med at sætte dem alle ind i systemet. Der skal skrives en masse tekst til produkterne samt tages nogle fornuftige produktbilleder, og det tager alt sammen en masse tid – her kan det godt svare sig, at gøre det perfekt, for så behøver du ikke tilbage og optimere produktsiderne på et senere tidspunkt. Det er også her, at det er en god ide, at have styr på SEO, da det er altafgørende for din hjemmeside/virksomhed (SEO findes der utallige guides om).

CVR-nr, enkeltmandsvirksomhed og iværksætterselskab 

CVR-nr skal der også til. Valget stod mellem et enkeltmandsvirksomhed eller et IVS (iværksætterselskab). Jeg blev rådet i begge retninger, men til sidst valgte jeg et iværksætterselskab – hvorfor ikke? Du kan starte med en startkapital på 1 kr. og så har du dit eget selskab. Det krævede lidt længere tid, at få lavet et stiftelsdokument og få det godkendt hos erhvervsstyrelsen (som er meget behjælpelige), end det ville tage at oprette en enkeltmandsvirksomhed. Du kan i praksis starte en enkeltmandsvirksomhed på 5-10 minutter. Ud over et stiftelsdokument kræver erhvervsstyrelsen også en konto, hvor den påkrævede startkapital står på (1 kr. – 49.000 kr.). Så jeg greb knoglen og ringede til min private bank. Vi aftalte at mødes til en snak om virksomheden og mine mål. Til mødet fremsagde jeg alt hvad jeg havde lavet indtil videre, samt fremsagde grundene til, at Retromode.dk skulle have sin egen erhvervskonto til at drive forretning med – især for at adskille virksomheden fra privaten. Bankrådgiveren sagde god for mig, og efter en uge havde jeg fået stiftet en erhvervskonto, som jeg kunne skyde min startkapital ind på, og så kunne erhvervsstyrelsen godkende min ansøgning om stiftelsen af mit iværksætterselskab.

Hjælpen findes også lokalt

Med alle de formelle ting som et CVR-nr, en funktionel hjemmeside og en erhvervskonto/firmakonto var jeg sådan set godt i gang med min virksomhed. Til at starte med, havde jeg ingen erfaring med regnskab som sådan, så jeg tog fat i EEU (Esbjerg Erhvervsudvikling), der sammen med deres arbejdspartner Deloitte Esbjerg, tilbød kursusser i regnskabsprogrammet e-conomic. Dvs. at jeg uden omkostninger fik lært at lave mit eget regnskab. Hjælpen fik jeg fra det lokale erhvervscenter – og dit lokale erhvervscenter/væksthus vil sikker også gerne hjælpe dig. Der er ingen der siger, at du skal kunne alt inden for markedsføring, webdesign og salg – meget af det kan du få hjælp til og læse dig til. Det handler bare om at spørge.

Find Patrick på Facebook. Følg Patrick på hans blog

Kommentarer

Kommentarer