‘Leder for en dag’ med JA-YE Europe i Bruxelles


Eventet ‘Leder for  en dag’ finder ikke kun sted i Danmark, men foregår også på internationalt plan. Her er der derfor mulighed for at tilbringe en dag sammen med en leder fra en international virksomhed. YEAD sendte i år to alumnier afsted, og Jesper har været sød at fortælle om sin tur til Bruxelles.

Min tur til ‘Leader for a day’ i Bruxelles

Af Jesper Krarup Kristensen

Jeg deltog i eventet ‘Leder for en dag’, som foregik i Bruxelles fra d. 14. – 16. oktober 2013. Jeg var egentlig sat på som reservedeltager, og jeg kom kun med til eventet fordi en deltager fra et andet land blev forhindret – hvilket jo var heldigt for mig. Jeg deltog sammen med Anders, som også er fra YEAD.

Vi mødtes i lufthavnen i Kastrup hvor JA-YE havde sørget for flybilletter til os. Det skal lige siges at alt var betalt for under hele eventet, det eneste vi selv betalte for, var taxaen fra og til lufthavnen. Vi mødte allerede i Bruxelles lufthavn det første kendte ansigt – en svensk pige ved navn Maja, som Anders og jeg havde mødt til et event i København. Vi tre delte en taxa til hotellet, hvor vi ankom i god tid. Her mødte vi hurtigt en masse nye folk som også skulle deltage i eventet. Nogle kendte vi i forvejen, men der var også mange nye ansigter.

Den første dag brugte vi på Norges ambassade, hvor der stod folk klar til at tage imod os. Vi startede med at blive budt velkommen, og fik forklaret hvad der mere præcist skulle foregå i løbet af de to dage. Bagefter lyttede vi til nogle spændende foredrag, hvor det ene blev holdt af en medarbejder fra Microsoft. Efter foredragene skulle vores lille team af unge folk fra hele verden rystes lidt sammen. Derfor blev der afholdt nogle workshops, hvor vi både lærte lidt om vores ledere inden vi skulle møde dem dagen efter og en hel masse om Europaparlementet. Dagen sluttede vi af på en rigtig god restaurant som JA-YE havde fundet til os.

Den næste dag stod vi tidligt op og det var planlagt præcist, hvordan den enkelte deltager skulle ankomme til deres leders arbejdsplads. De fleste fik en taxa, mens andre havde en kort gåtur. Et par stykker blev endda hentet af deres leder. Jeg blev sat i en taxa med en anden deltager og efter en kort køretur, blev jeg sat af foran Telefonicas kontor. Døren var låst, men efter kort tid kom en medarbejder og lukkede mig ind. Jeg forklarede ham hvem jeg var og vi faldt hurtig i snak om alverdens ting. Jeg var åbenbart lidt tidlig på den, men min leder som hedder Eduardo Salido, var lige på trapperne fik jeg at vide. Da Eduardo trådte ind af døren gik vi til hans kontor hvor vi sad og snakkede lidt før dagen skulle starte. Det var ikke fordi Eduardo lige frem havde en direktør stilling, men det viste sig nu at være underordnet da jeg fandt ud af at hans arbejdsopgaver var super interessante. Eftersom Telefonica ikke har særlig meget i Bruxelles, så har de udelukkende et kontor hvorfra de laver lobbyisme og undersøger markedet for nye startup-firmaer i forskellige startup programmer i store dele af Europa. Det var meget disse to ting som Eduardo arbejdede med, hvilket jeg syntes var super fedt, da det interesserer mig meget. Uheldigvis ville der ikke ske så meget på denne dag, da de var lige blevet færdig med en større sag, og de skulle hverken hen til parlamentet eller til nogle andre større møder. Men Eduardo så det som en positiv ting, da han så kunne bruge det meste af tiden på at lære fra sig, og forklare mig hvad han lavede.

Vi spiste frokost et lille hyggeligt sted i byen, hvor Eduardo ofte tog hen. Vi gik en lille tur rundt i området, og snakkede om mange forskellige ting. Han var meget interesseret i at høre om, hvad jeg havde lavet, og hvad jeg havde planer for. Jeg spurgte meget ind til hvordan han kom til at arbejde for Telefonica, og hvad han gerne ville i fremtiden. Da klokken nærmede sig 16:00, skulle alle deltagerne mødes ved den Norske ambassade sammen med deres leder. Mens folk stod og snakkede, fik vi lidt at spise og noget at drikke. Her skulle vi netværke og høre nogle foredrag fra nogle personer fra Europaparlamentet. Der var mange spændende personer som deltog som ledere under eventet, og jeg fik heldigvis mødt og snakket med en del af dem.

Da aftenen rundede af, sagde vi alle farvel til vores ledere ,og derefter tog alle vi unge deltagere ud og spiste sammen igen. JA-YE havde igen fundet en rigtig god restaurant og efter vi havde spist, tog alle ud og fik et par øl sammen, en del af os rundede aftenen af i Hotelbaren.

DSC_0004-LOGO(Det er mig der står som nr. 2 fra højre – ham i den flotte røde sweater er Anders)

 

Alt i alt har jeg været rigtig glad for at deltage i JA-YE’s ‘Leader for a day’ event, men jeg lærte knap så meget om at være leder som jeg havde håbet på. Jeg lærte derimod meget mere om lobbyisme, om hvordan forskellige startup programmer fungerer, og hvor mange programmer der findes rundt omkring i Europa. Samtidig lærte jeg også, hvorfor større selskaber som Telefonica, køber små startups.

Jeg kan stærkt anbefale eventet, det er en kæmpe oplevelse og man får rigtig meget med derfra.

De bedste hilsner

Jesper

Kommentarer

Kommentarer