JAAD åbner afdeling i Kolding


JA Alumni har efterhånden eksisteret i 10 år, og i takt med at antallet af unge iværksættere i Danmark er steget, er interessen for networking og sparring også steget. Her giver vi jer Casper Edens’ meninger, forventninger og holdninger omkring JA Alumni Syddanmark.

Netværk er vigtigt. Netværk er ligesom at snyde til eksamen, fordi man kan få svaret på noget man har brug for at vide – Og tænk engang? Det er ikke snyd!

Historien bag JAAD Syddanmark

Da jeg startede min webshop www.karat24.dk i oktober 2013, kendte jeg ikke nogen, som jeg kunne sparre eller netværke med. Jeg tænkte derfor tit: “Hvis bare der var nogen i samme situation, som jeg kunne spørge til råds!”. Da jeg var bosat i Bramming, var der langt til Aarhus eller København, hvor det lod til at de seriøse netværkere befandt sig.

På dette tidspunkt forsøgte jeg også at oprette et netværk for unge iværksættere, men der var ingen, som viste interesse. Jeg kunne derfor ikke komme i kontakt med andre ligesindede unge iværksættere i Esbjerg-området, hvilket faktisk kom ret meget bag på mig.

I september 2014 flyttede jeg min virksomhed fra Bramming til “House of Innovation” i Kolding. House of Innovation er et iværksætterhus, hvor man kan leje kontor- og lagerplads. Dette gav mulighed for sparring med ca. 35 andre iværksættere, som også befandt sig i kontor-fælleskabet. Selvom jeg var glad for at kunne sparre med nogen, følte jeg, at det var lidt svært at komme som 20-årig, når gennemsnitsalderen var på omkring 35-40 år. Jeg blev også kendt som “Ham den unge med smykkerne”.

Efter at have deltaget i et par netværksarrangementer, hvor gennemsnitsalderen typisk var på omkring 45 år, tænkte jeg, at jeg var nødt til at prøve at starte et netværk for unge iværksættere igen. Jeg gik derfor i tænkeboks over, hvilke retningslinjer jeg ønskede for netværket. Jeg kom op med disse 3:
1: Du skal have eget CVR-Nummer.
2: Du skal have lavet første fakturering.
3: Du skal være under 27 år.
Uden at vide det supplerede disse retningslinjer JAAD ret godt.

Da det første møde i det daværende “Ung netværk Kolding” så dagens lys var vi 12 mand som mødte op, og der var 30 personer som på Facebook havde tilkendegjort, at de ville komme til næste møde. Det betød at behovet for et netværk i Kolding var der – Faktisk kom der folk helt fra Odense, Haderslev og Esbjerg.

Ikke ret lang tid efter det første møde, blev jeg kontaktet af JA Alumni’s bestyrelse, og det endte med at jeg kunne se fordele i en sammenslutning.
Jeg underskrev derfor en kontrakt med JA Alumni d. 30. marts 2015. Vi er nu kun få ændringer fra at sammenslutningen er på plads.

Forventninger til JAAD Syddanmark

“Du skal lære mere i de 2 timer, vi holder netværksmøde, end hvis du havde siddet og arbejdet med din egen virksomhed”. Dette er læresætningen, som vi i JAAD Syddanmark vil praktisere og udøve til forberedelserne af hvert netværksmøde. Dette betyder, at vi til hvert netværksmøde vil forsøge at have 2 oplægsholdere på, som kommer fra 2 forskellige brancher.

Vi har allerede afholdt 2 møder, hvor vi har haft besøg af én som beskæftiger sig med Online Marketing med 16 ansatte og en fra Offshore branchen med 130 ansatte. Det var en succesoplevelse for netværket at kunne tiltrække så store personligheder, uden at skulle have penge op af lommen.

For nylig afholdt netværket et Workathon, hvor vi arbejdede i 24 timer – Her deltog 16 iværksættere, og vi fik meget omtale i Facebook-gruppen “Ungiværk”.

I fremtiden er planen, at vi vil fortsætte med at holde lignende arrangementer, og mødes minimum hver anden uge på Buen 11.

Jeg kommer til at være formand for JAAD Syddanmark og resten af bestyrelse bliver: Marcus Havmøller Møberg fra www.poweraddict.dk, Kasper Lundsgaard og Melissa Thomsen.

Der er ingen grund til at skulle opfinde den dybe tallerken igen, hvis den allerede er blevet opfundet – Så meld dig ind i et netværk!

Hvem er Casper Edens?

  • 21 år, bosat i Kolding. Studerer Entreprenørskab og Innovation på Syddansk Universitet i Kolding.
  • Ejer webshoppen www.karat24.dk og har drevet den siden oktober 2013
  • Har kontor i House of Innovation på Jernbanegade 27, 6000 Kolding.

Vil du i kontakt med Casper? 

Ring 22717141 eller send en e-mail til casper@jaalumni.dk

Kommentarer

Kommentarer